Pas på hunden og dig selv når du kører
Hunde defineres teknisk set som ”gods”, og der er derfor heller ingen formelle krav til, hvorledes hunden skal anbringes under bilkørsel, bortset fra at de ikke må være til gene for føreren af bilen, f.eks. ved at tage udsynet.
2 kg bliver hurtigt til 50 kg
Skulle uheldet være ude og man kolliderer frontalt med sin bil, vil løse genstande (inklusiv hunde) bevæge sig fremad i bilen med høj hast. Rammes man af en sådan løs genstand med høj fart, vil den derfor ramme med en vægt, der er meget højere end dens faktiske vægt.
Rådet for sikker trafik har hjulpet os med at regne ud, hvilken vægt en hund vil ramme med ved frontal kollision, og de tilføjer i den forbindelse, at der naturligvis er tale om cirkatal, da det bl.a. kommer an på, hvordan hunden i givet fald rammer.
Klik på tabel for større, åbner i nyt vindue.
Spænd hunden fast under kørsel
Hundesikkerhedsseler spændes fast til de almindelige sikkerhedsseler i bilen og sikrer, at hunden ikke bevæger sig fremad i bilen, hvis uheldet skulle være ude. Hundesikkerhedsseler koster typisk mellem 1-250 kr. afhængigt af størrelsen på hunden.
Hundebure til bilen er en noget dyrere løsning, men i modsætning til en hundesikkerhedssele beskytter den også hunden mod eventuelt andre løst liggende genstande, der måtte blive kastet rundt i bilen ved kollision. Hundebure til bilen fås både i en enkelt og en dobbeltudgave og koster typisk fra 3.500 kr. til omkring 6.500 kr.